Hvorfor giver det mening at tro, når ens religion er baseret på socialkonstruktivistiske parametre som ingen af os kan gøre noget ved? Det spørgsmål var over 70 aarhusianere mødt op for at få svar på, da Leif Andersen holdt oplæg om sin bog Den Tredje Tvivl.
Af Mikkel Nyeland Handberg
”Jeg er kommet for at få fornyet tro, på samme måde som jeg gør det i kirken hver søndag”, fortæller Emil Jedig. Han er mødt op til et oplæg om tvivl i Menighedsfakultetet i Aarhus. Hans unge skikkelse emmer af samme filosofi som sit formål. Han er anakronistisk klædt, har en rosetatovering i rød på armen, og med et ansigt formet af eftertænksomhed, ligner han til forveksling karakteren fra en roman. Tænk Michael Strunge klædt ud som 1950. Emil er ikke bange for tvivl. Han synes, der skal sættes ord på. At vi skal snakke om den. Det er han ikke ene om.
Onsdag aften i Menighedsfakultetet er omkring 70 danskere, unge som gamle, men mest midaldrende, samlet i auditorie 2, hvor klavererne er blevet skubbet til side og loftet præges af to industrirør, som mest af alt ligner kæmpeemhætter. De er kommet for at høre lektor og forfatter Leif Andersen tale om tvivl. Men ikke en hvilken som helst tvivl. Den tredje tvivl – som oplægget hedder. Den tredje tvivl handler om, hvorfor det giver mening at tro på den kristne gud, når det egentlig er helt tilfældigt, at vi gør det. Tror på den kristne gud. For det ville vi jo ikke gøre, hvis vi var født i Afghanistan eller Mumbai. Og hvis ikke vores forældre havde læst børnebiblen højt, så var vi måske blevet ateister og darwinister alle sammen.
”Jeg er skrækslagen for, at jeg har bedraget mig selv hele vejen”, basunerer Leif, så auditoriet bliver tyst. Selv et par cardiganbærende kvinder, som har medbragt strikkeudstyr, stopper strikkeriet. Leif har smøget skjorteærmerne op, strøget sit grå hår tilbage og fået sit publikum til at lytte. For på trods af et par strikkere, så lytter publikum fordybet. Ofte med en hånd på hagen, som for at intensivere deres forståelse. Leif har fat i noget almenmenneskeligt. Noget som gælder de teologistuderende på de bagerste rækker, hr.- og fru. Danmark-typerne på de midterste, og de få med sort rullekrave og korshalskæde på de forreste.
Aftenens oplæg er arrangeret af Center for Kristen Apologetik (CKA), som har til formål at forsvare den kristne tro i en senmoderne kulturkontekst. Centerleder Emil Børty Nielsen fortæller, at CKA har arrangeret aftenens oplæg for at italesætte tvivl og hjælpe dem, som bakser med den. Noget som er særligt relevant i en tid, hvor epistemisk usikkerhed råder, og hvor det er blevet svært at bevise sine religiøse ståsteder.
I pausen er der nogen, som skal på toilet. Der er nogen, som skal ud at ryge. Men inde i auditorie 2 lyder der en summen. Ikke en forældremøde-hvad-skete-der-i-fodboldkampen-i-går- summen. Men en eksistentialistisk summen om tvivl. ”Tvivl er dræbende når den betyder noget,” bliver der sagt blandt en gruppe ægtepar. ”Især hvis det handler om kærlighed…. Eller aktier”, svarer en anden, inden et jysk latterbrøl bryder ud.
Netop tvivlen har været en af årsagerne til at ægteparret Finn og Susanne er mødt op: ”Jeg tror altid, at tvivlen vil være tilbagevendende. Men så længe troen følger tvivlen, så er vi kommet et godt stykke vej”, forklarer Finn. Finn og Susanne går begge i bibelstudiegruppe i deres fritid. I aften mødes de med et andet ægtepar til oplægget, hvor manden Lars er atomfysiker. Noget som han ikke mener, er i uoverensstemmelse med religion: ”Jeg ser ikke nogen forskel på en atomfysiker og en buschauffør,” forklarer Lars med en seriøs mine. Ham og hans kone har før været til oplæg ved Leif Andersen, og de fremhæver især hans formidlingsevne.
Og de tager ikke fejl. Oplægget er hverken kristenkedeligt eller dogmatisk. Leif spænder hele linjen fra aserbajdsjanske tæppekunstnere, engelske og franske poeter, statuen af Grubleren, et maleri af Raphael til filmene There Will Be Blood og Kung Fu Panda, samt en amerikansk forfatter, som droppede kristendom fra det øjeblik, hun først prøvede rusmidlet ecstasy. Han aftvinger både grin og rynkede pander. Afslutningsvis opfordrer han til at følge tvivlen og socialkonstruktivismen til dørs. ”Selvfølgelig havde vi haft en anden religion, hvis vi var født i Afghanistan eller Mumbai. Men det er vi ikke.”
Der klappes højt og længe, da oplægget og de mange opfølgende spørgsmål er forbi. Der rasles med jakker, og stolerygge skubbes på plads. Nogle forsøger at få fat i Leif til en personlig snak, de fleste ægtepar tager afsked, og hører lige kort om børn og dagligdagstvivl, imens en række teologistuderende bliver tilbage, og diskuterer alt fra religiøs tvivl til fodbold.
Emil bliver siddende længe efter oplæggets afslutning og taler med en kammerat, inden de sammen forlader auditoriets hvide rammer i den mellemverden, som er tro og tvivl.